Online bestilbar coolness?

Hvis jeg nu var sådan en, der ikke havde syge børn fire dage ud af seks.
Og var titusind år bagud med alt.
Og arbejdede fredag aften og nat.
Så ville jeg nyde at finde det helt rigtige, fede, sjove, kække, stilede cover til min nye arbejds-iPad.
Måske ville jeg strikke lortet selv.

I stedet vil jeg lægge iPad'en væk og garanteret alligevel smadre den, før jeg får åndehul nok til at finde et cover.
Eller pakke den ind i noget af det vasketøj, jeg alligevel er ved at falde over hele tiden.

Du ku' jo også lige gi' mig et praj om, hvor der er bestilbar coolness!
Tip:
Jeg er ikke til heste, Justin Bieber, peacetegn og corny citater.
Jeg er meget til sort. På en slags funky måde.
Ja, du siger?

Mette Jensen

Indimellem ville jeg ønske, at jeg hed Mette Jensen, så jeg var mindre let at spore.

Og at jeg havde valgt dæknavn til bloggen, så jeg ikke skulle tænke på stødte manchetter, små sko og sure tæer miner.

I stedet holder jeg bare lige lidt kæft.

Skål i mobil

De der mennesker, som har børn, der ikke sover. Hvordan fungerer de?

Én nat med total mareridts-varme-cirkus og jeg finder mig selv krøllet sammen halvt på gulv, halvt i børnesækkestol i den mest afslappede stilling, man kan have, når man skal holde barn på mave med én hånd og i hånd med den anden ...

Lå der heldigvis kun to timer! 

Efter at være blevet strubesparket af samme vågne og varme barn et par timer i vores seng.

Til gengæld var hun pissesur, da hun vågnede.

Men så var vi i det mindste to.

I dag har jeg kun prøvet at drikke kaffe af min mobil to gange. Og gået ind i en dør ditto. Og taget læsebriller på i stedet for solbriller. 

---

Søndag morgen løb jeg 3,5 km, fordi det var så langt væk, jeg havde glemt min cykel. Solen skinnede, og jeg nød at føle mig hellig frisk i forhold til alle dem, der dinglede hjem fra byen, så jeg glemte helt at lide.

I dag har jeg trænet interval. Der glemte jeg ikke at lide. Til gengæld var jeg ved at falde af løbebåndet. 

Hvor er skranken for dem med mimrekort?

Da jeg blev 25, følte jeg mig som en vårhare.

Da jeg blev 30, var det vist noget med en bækkenløsning, så der følte jeg mig som en halt vårhare.
Da jeg havde kobberbryllup, var det bare fedt.
Da Karla blev 5, tænkte jeg, at jeg stadig havde to små børn.

I dag har hun vist mig sin første rokketand.
Og jeg overvejer at sætte pensionsindbetalingen op!
Tandløse børn er den slags, der sidder på forreste række med lidt skæve rottehaler på et klassebillede fra 1.b.
Og børn i 1.b har ret voksne forældre.

Som ikke siger yyyydrks og løber forfjamsket rundt, fordi de ikke ved, hvor de skal gøre af sig selv, når de har rørt ved en rokketand. Både fordi tænder, der siger svup, når man presser på dem med tungen, er kvalmefremkaldende, men også fordi, det minder om, at ens børn fandme bliver ældre i et afsindigt tempo.
Jeg må skynde mig at øve mig på det der voksen (eller satse på, at den tand bliver hængende længe)!

---
Ja! Selvfølgelig har jeg løbet, det lovede jeg jo! Onsdag 4 km og i går 5,75 km.
Og jeg har blå storetånegle. Fordi min løbesko, som jeg købte impulsivt på supertilbud for ca. 9 år siden uden skyggen af test, er for små.

Så i dag tog jeg herhen.
De er ret gode til det med vejledning og service, skulle jeg hilse og sige.
Og tålmodige, når man ikke kan vælge mellem to par.
Hils på mine nye bedste venner:

Afrapportering

5,5 km - og jeg løb nærmest kun de 4,5.
Til gengæld i fornuftigt (brækfremkaldende) tempo.

Om jeg gider at høre på gemalens snak om, at man altid kan løbe en halvmaraton på rutinen?
Og om, hvor hurtigt han kunne løbe efter et halvt års inaktivitet, da han lige testede i går?
Og om, at han måske gerne vil det der jernmand også?

Fitnessdk - vi ses i morgen tidlig igen.

Så tag mig dog sammen!!

Min lillebror har lige fået medaljebevis på, at han er lavet af jern.
Min mand, min far og min lillebror kan tilsammen vælte sig i medaljebeviser på, at de kan løbe mere end 42 km.

Mig?

Jeg har et fitnessmedlemskort, der fremstår meget uslidt!
Og som jeg bruger præcis så tit, at det altid når at samle nullermænd i mærkelige tasker.
Jeg går ret tit i gang med et løbeprojekt.
Og jeg går lige så tit i stå.

Simpelthen så dumt.

Jeg o-orker virkelig snart ikke at lave starten på et løbeprogram igen.

Så nu blev det her til en løbeblog. Fordi jeg har tilmeldt mig det e-løb. Og lovet jer en halvmaraton. Og stadig ikke har fået trænet det forpulede bækken nok.

Nej - jeg gider ikke at skrive, hvor mange liter jeg har brækket mig, blødt og svedt undervejs. Det skal nok blive imponerende mange.
Men jeg skriver, hvor langt jeg har løbet eller hvordan.
Fordi jeg alligevel ikke gider at være en fed sofa-ko over for alverden.

Så nu ved I det.

Hvis I er heldige, hoster jeg op med et mavesurt indlæg undervejs også, når jeg har ædt tre plader choko i afmagt.
Hvis jeg er heldig, kommer jeg videre end uge 3 i løbeprogrammerne ...

Hvor lagde jeg nu det fitnesskort?


Ja, jeg har hørt, at man kan løbe udenfor. Og nej, det kommer ikke til at ske for mig. For jeg er åbenbart sådan en, der må og skal falde over streger på fliser og tælle lygtepæle i desperation - mens jeg bliver glad og paralyseret (= løber) af digitale tal og vammel svedlugt i træningscenter.

Så opfør os dog ordentligt!!

Jeg har eksamener for tiden. I læssevis.
Det er ikke mig, der er til eksamen. I hvert fald ikke sådan rigtigt. Jeg er 'bare' til eksamen som eksaminator.
Meget spændende. Og lidt hårdt.

Men jeg elsker det faktisk også. Fordi jeg synes, det er så pissevigtigt at gøre det godt!
Som eksaminator og censor.
Det kræver noget at eksaminere ud fra en skala, hvor argumentationen for karaktergivning går på mængden af væsentlige/uvæsentlige mangler.

En vinkel kan være at gå direkte i kødet på de oplagte mangler på en måde, så de studerende i hvert fald heller ikke er det fjerneste i tvivl om, hvor mangelfulde og talentløse de er. Uanset bedømmelsen.
Det er åbenbart en vinkel, der bruges.
Fandme ikke særlig flot gjort!

Resultatet er, at jeg har mødt oceaner af studerende, der er nervøse langt ud over det sædvanlige og rimelige. Som i angst. Som føler, at deres eksistens er på spil. At de kun kan fejle. Og frygter, at jeg skifter personlighed, når vi ses i eksamenslokalet.
Og selvom de er rationelle omkring det, så husker deres kroppe åbenbart summen af alle dårlige eksamensoplevelser, når de nærmer sig.

Det gør mig virkelig vred.

Jeg praktiserer ikke gavebod til eksamen.
Og jeg ved også, at mange studerende synes, at jeg stiller store krav. Og forlanger, at de skal kunne deres stof og arbejde selvstændigt, kritisk og teoretisk. De har fuldstændig ret.

Men jeg gør mit ypperste for, at de - uanset niveau - får en behagelig, ligeværdig og ordentlig eksamination.
Derfor bliver jeg selvfølgelig også rigtig glad, når studerende melder tilbage, at de har oplevet det sådan.
Det burde bare ikke være nødvendigt at fremhæve det som exceptionelt.

Så klap jeres børn, unge eller jer selv på hovedet, når de/I går til eksamen.
Det handler om faglighed. Og om anvendelse af faglighed. Ikke om andet.

Og når/hvis I møder ubehagelige og upædagogiske mennesker på den anden side af bordet, så er det ikke rimeligt. Der står ikke nogen steder, at man skal være strid og hård som eksaminator.
Det kan være slemt nok at få en dårlig karakter. Der er ingen grund til, at man skal have fornemmelsen af nakkeskud og likvidering samtidig.

Og jeg ved godt, at ikke alle mine studerende er tilfredse med deres resultater.
Og at nogen helt sikkert synes, at jeg er en stor idiot, fordi de ikke fik den karakter, de gerne ville have haft. Og sikkert også synes, at de fortjente.
Det er en del af fagligheden at lave de vurderinger, man godt ved, at nogen kan blive skuffede og vrede over.
Også selvom de studerende måske ikke kan huske argumentationen 1 time efter.

Men det er ikke spor fagligt som eksaminator at få nogen til at føle sig forkert og komplet uduelig på alle områder.
Det kan de studerende huske 2, 7, 14 og 26 år efter!